Dette er anden del af en planlagt række fortællinger fra Sörmland, så der er mere at glæde sig til. Første del, Åminde, var en meget rig, mangeartet og fin bog om et bondesamfund i forvandling i 30erne. I Stenfugle når vi præcis frem til 1. september 1939, men den truende krig rumsterer kun i baggrunden, sognet er i forgrunden med sine enkeltskæbner. Et af motiverne er menneskers frihedslængsel, der knuses af sløvhed, fattigdom eller lidenskabelig ufornuft. Det lille samfunds pengemænd klarer sig fint, mens andre nok så værdifulde personer synker nedad, for nok er samfundet i gradvis forvandling, men det behøver jo ikke at betyde forbedring. Der er mindre humor og flere menneskelige tragedier i dette bind end i Åminde, man kan blive ganske melankolsk under og efter læsningen, men der må være mange læsere til også denne skildring af et landsogn i 30erne, f. eks. mange af dem, der syntes om Albæk Jensens Perleporten. Bør anskaffes overalt i samme omfang som Åminde.