Den splinternye Wesley, som allerede nu oversættes til dansk, er den 7. i rækken siden 1990, og lad det være sagt med det samme: Den er ikke ret god. Hvor Wesley tidligere har balanceret påkanten af det banale og stort set er sluppet godt fra det, er hun denne gang plumpet i og har skrevet en ganske forudsigelig romance. Den er bestemt ikke uden underholdningsværdi, men såvel plotsom persontegning er genbrug fra tidligere titler, og typen af forviklinger er også gamle Wesley-kendinge. Tiden og stedet er London nu, og der er to spor i romanen. 1: To mænd (en helt og enskurk) forelsker sig på afstand i den samme ukendte kvinde. 2: Denne kvinde holder sig af traumatiske årsager for selv og vil under ingen omstændigheder involveres i noget eller nogen. Bogenigennem krydser de to spor hinanden, og gæt selv, om det hele ender lykkeligt. Altsammen velskrevet og letløbende, men uden det vid og bid, som ellers har kendetegnet Wesley. Der er ikke nokvitaminer i den til at nyeWesley-læsere anbefales at starte her - men den vil være en godbid til de læsere, der har haft alt i Pilcher og omegn, og som trænger til mere i samme letfordøjeligegenre.