Lucy anede ikke, at hun havde en bedstefar. Nu har hun pludselig én, der både er eventyrer, skylder en million - og har vilde planer for hendes banebrydende opfindelse. Til børn fra 8-12 år.
Lucy bor alene med sin mor, indtil et brev fra kommunen afslører, at hun stammer fra den farverige og excentriske familie von Humbug. Hos bedstefar i den fantastiske Villa Humbug føler Lucy sig straks hjemme. Her giver hun sig i kast med at opfinde et mirakelpulver, der kan gøre ting yngre, men som også viser sig at have farlige bivirkninger. Bedstefar skylder penge og ser pulveret som sin redning. Han stjæler Lucys notesbog og rejser med sin kæreste, Vanessa Jones, til Myanmar for at skaffe en sjælden ingrediens. Lucy opdager planen og tager med - men undervejs begynder hun at tvivle på især Vanessas motiver. Bogen er skrevet af norske Karen M. Kilane og illustreret af Hans Jørgen Sandnes, kendt fra serien "Krypto". Dette er første bind i serien.
Skøn fortælling med et godt tempo og finurlige karakterer. Forholdet mellem Lucy og hendes farverige bedstefar driver historien frem, og tematikker som loyalitet, ansvar og hvor langt man vil gå for penge, flettes ind i eventyret. Illustrationerne giver ekstra liv til personerne og gør det endnu sjovere at være med. Skøn og meget lovende seriestart.
Serien "Ninja Mille og morfar", der indledes med Ninja Mille og morfar - robotben på afveje kredser også om en pige og hendes opfindsomme, lettere skøre morfar.