I den israelske ørken finder man liget af en kardinal. I Vatikanstaten begynder en historieprofessor at grave i sagen. For hvorfor døde kardinalen? For læsere af spændingsromaner med gåder.
Kardinalen Eduardo Fontanas bliver fundet død i den israelske ørken. Hvad lavede han i den ørken, og er der tale om uheld, mord eller selvmord? I Vatikanstaten bor historieprofessoren Don Cavelli - noget, det skete for mange hundrede år siden, har gjort, at Cavelli-familien altid har ret til at bo i Vatikanstaten! Cavelli var gode venner med den døde kardinal, og sammen med kardinalens niece, begynder Cavelli at grave i sagen. De løser gåder, for nogen har lagt hemmelige spor ud til dem. Og det viser sig, at sporene peger helt mod USA og noget, der har relation til et meget spektakulært mord tilbage i november 1963. Det er ikke alle der har lyst til, at der skal graves videre i den gamle sag! Første bog i serien "Don Cavelli".
Velfungerende og effektiv mainstream-thriller. De korte kapitler sikrer fremdrift, og det grundlæggende plot er spektakulært og spændende. Gåderne og konspirationerne bruges fint, og det, der giver fortællingen kant, er Don Cavelli og den fine relation til Vatikanstaten. Stilen minder om Dan Browns bøger.
Udover Dan Browns serie om Robert Langdon, og helt specifikt Engle & dæmoner, hvor handlingen har relation til Vatikanstaten, kan forfattere som Daniel Silva og Raymond Khoury anbefales.