De vilde dyrs komplekse levevis, intelligens og følelsesliv er en levende og fascinerende gåde. Nina Burton filosoferer over de vilde dyrs samhørighed med mennesket i det moderne samfund, hvor truslen om udryddelse er konstant. For alle med interesse for forholdet mellem naturen og mennesket.
Af alle verdens pattedyr lever kun 4% af de vilde dyr i deres naturlige omgivelser. Nina Burton (f. 1946) opsøger dyr i både fangenskab og i fri natur fx hvaler i Nordhavet, hyæner i zoo og elefanter på Serengeti-sletten. Hun oplever og filosoferer over dyrenes komplekse forhold til hinanden og omverden ved bl.a. deres måde at kommunikere på. Deres lange vandringer efter vand og føde gennem utallige generationer har bragt dem til nutiden, hvor både naturområder og dermed dyrene selv trues af udryddelse takket være menneskets umættelige behov og ikke mindst trang til, at tæmme den vilde natur i stedet for at respektere og bevare den. Burton er prisbelønnet faglitterær forfatter og har bl.a. udgivet Livets tynde vægge Velegnet til læsekredse.
Smuk, filosofisk og vigtig bog, der sætter menneskets opfattelse af naturen i et mistrøstigt relief. Burtons bog baserer sig på omfattende studier af vilde dyr og hendes egne betragtninger, der tilsammen giver læseren svimlende indblik i, hvor meget mennesket egentligt deler med sine livsfæller på planeten.
En anden bog om sammenhængskraften mellem alt levende er fx Naturens hellige kraft.