Multihandicappede Shaka Izawa drømmer om at gøre ting, som raske kan. Hun er styrtende rig, men bor på et gruppehjem, hvor hun er totalt afhængig af plejepersonalet. Hun opnår dog lidt autonomi online, hvor hun skriver erotik om sine seksuelle fantasier. For læsere af asiatisk litteratur.
Den unge Shaka får overvejende hjælp af kvindeligt plejepersonale. Hun har en omspændende form for muskelsvind, hvor hun både sidder i kørestol og bruger respirator. Hun har været afhængig af mennesker og maskiner i næsten 30 år. Hun bruger sit job som online-skribent på et pornosite til at opnå en form for normalitet og til at leve sine seksuelle drømme ud, hvor hun bruger sin iPhone som et våben. Hun er optaget af sine rettigheder som kvinde: "I stedet for at være en kvinde, hvis penge skærmede hende fra enhver friktion med verden, ville jeg være en kvinde, der tjente penge på friktion" og "Jeg vil gerne prøve at få en abort". En dag tilbyder en af de mandlige plejere at hjælpe. Sao Ichikawa fik den japanske litterære pris, Akutagawa-prisen for "Pukkelryg" og blev nomineret til den internationale bookerpris.
En lille japansk perle, der lykkes med usentimentalt at få læserens sympati og samtidig provokere ens egen normalitet. Et råt og usentimentalt portræt af et liv, de færreste af os kan forestille os. En insisteren på, at alle har ret til at længes og ingen har ret til at dømme.
Emi Yagi er også en japansk forfatter med skarpt fokus på det morderne kvindeliv i fx Dagbog fra et tomrum.