Portræt af den fremtrædende danske økonom Niels Thygesen, der gennem et langt arbejdsliv fik stor indflydelse på Europas økonomiske integration og særligt forløbet frem mod euroen. For læsere med interesse i EU, politik og økonomi.
Biografi om Niels Thygesen (f.1934), der i mere end 50 år har været i centrum for de begivenheder, der har medvirket til at forme Europas økonomi. Bogen følger Thygesen fra barndommen i København og studietiden på bl.a. Harvard og MIT i USA, hvor han arbejdede sammen med førende økonomer. I 1973, da Danmark blev en del af EF, fik Niels Thygesen sit første job i Bruxelles. Få år senere var han en del af kræfterne bag de første tanker om euroen. I bogen beskrives det, hvordan Thygesen oplevede skelsættende forhandlinger, magtkampe og beslutninger, som fx Werner-rapportens baggrund, Delors-rapportens faser og forhandlingerne frem til Maastricht. Om euroens indførelse, dansk folkeafstemning i 2000, finans- og gældskrise, NextGeneration-EU samt perioden 2016-24, hvor Thygesen var formand for Det Europæiske Finanspolitiske Råd. Bogen indeholder kilde- og navneregister. Kenneth Praefke (f.1987) er journalist.
Oplysende og særdeles velformidlet bog, der gennem Niels Thygesens begivenhedsrige liv og karriere giver et sjældent levende og nærværende indblik i det europæiske samarbejde og EU som organisation. Appellerende forside.
Den store dansker - Henning Christophersen er et lignende fascinerende indblik i dansk og europæisk politik.