17-årige Violet har svoret aldrig igen at date en sportsstjerne. Men skolens ishockeystjerne og berygtede bad boy Reed Darling gør det svært for hende. YA-sportsromance for unge fra 13 år og yngre voksne.
1. del i young adult-serien "De Djævelske Darlings" af Alexandra Moody foregår i Minnesota i USA og følger Violet Sinclair, der er sidste-års-elev på Sunshine Hills Prep High School. Hun dater Jeremy Hoffmann, kaptajn på skolens ishockeyhold, men da Jeremy er hende utro, kysser Violet hans største rival på isen, Reed Darling, foran alle til en fest. For at slippe af med Jeremy og samtidig holde Reeds mange beundrere væk beslutter Violet og Reed at lade som om, at de er kærester. Men Violet opdager til sin overraskelse, at Reed ikke helt er den farlige og kolde hjerteknuser, rygterne gør ham til. Tværtimod er han et stort familiemenneske, loyal og omsorgsfuld, og inden længe udvikler deres falske forhold sig i en uventet retning.
Sød, sjov og virkelig underholdende high school-fortælling om sport, rivalisering, omdømme og "fake dating". Fortællerperspektivet skifter imellem de to hovedpersoner, hvilket giver et godt indblik i deres følelser og tanker og samtidig øger spændingen i handlingen. En skøn læseoplevelse fyldt med teenagedrama, fællesskaber og humor. Appellerende og genretro forside.
Den ægte vare er lignende YA-romance om falske kærester, rygter, hemmeligheder og forelskelse.