Willy, der går i 9. klasse, er i en periode af sit liv, hvor kravet om tilpasning føles pinefuldt og anmassende. Udsigterne til at blive normalborger med parcelhus, kone og børn virker ikketillokkende. Forældrenes måde at leve på regnes for normal, men forekommer Willy vanvittig. Faderen er ministeriel embedsmand med en ulastelig orden og et koldt forhold til sin familie, moderenforsumper følelsesmæssigt og småpim-per. I kælderen pusler lillebroderen med kemiske eksperimenter - borgerskabets tikkende bombe. Uforudsigelig er kun den koleriske og oprørske morfar, der dog endag, da han er særlig festlig, indespærres på et plejehjem. Midt i hele suppedasen går Willy, der ikke føler sig særlig vellykket; ved at lægge en spontan stil an får han en vis succes hos pigerne.Ved bogens slutning er han i opbrud - mod hvad? Bogen er både rab-Iende morsom og noget krukket; man kan se, at Rifbjerg og Panduro ikke har levet forgæves. Ikke ubetinget vellykket, men alligevelmeget skæg. Noget sværpga de mange spring i tid og mange associationer. Et overlækkert farveomslag. Til ungdomsafdelingen.