Spændingen og intensiteten stiger til stakåndethedens højder i dette 4. bind. Det er ikke poesien eller den store litteraturs vingesus, der bjergtager læseren, men fantasiens blå fugl, der medmoral styres af en næsten djævelsk håndværker, der ikke har fortjent en til tider ringe oversættelse. I det krigshærgede, sygdomsbefængte, nødlidende livløshedens land 100 år efter Katalysmenbliver Caramon general for en pjaltehær, der lokkes fremad af Raistlins løfter om belønning i form af dværgenes rigdomme, - fordi Raistlin er nødt til at trænge ind i dværgenes domæne for at kommefrem til Portalen ind til Mørkets Dronning, - men hele tiden føler og ved Raistlin, at han træder i tidens og historiens spor, hvilket vil sige til hans og broderens undergang. Begge brødre vinderdog styrke under marchen og begyndelsen til det, der siden skal blive kendt som Dværgekrigene. I sidste øjeblik undslipper Tas fra Afgrunden, og kendaren gør virkelig det, der ikke kan eller mågøres: Han forandrerhistoriens gang. Historien 200 år fremme fortæller, at pjaltehærens general falder, og Fistandantilus/Raistlin sprænges fra det jordiske hylster. Dette sker ikke, - men hvadder videre sker, må man hændervridende vente med at få opklaret til de kommende bind. Et ganske smukt omslagsbillede af Crysania og Caramon, og målgruppen er stadig selvlæsere fra omkring 13-14 årog frem.