Bogen tager over hvor Vokseværk (1997) slutter. Vi hører om den unge Baunsbak-Jensens (ABJs) problemer 1948-54 med valg af livsvej efter skolen, forældrenes sygdom, ensomhed, mangel på selvstændighed og tro på egne evner. Den unge Asgers hu stod til journalistikken, men faderen, som fuldt forstod, at sønnen med sin boglige orientering ikke kunne videreføre gården, pegede på lærergerningen under henvisning til de store børneårgange, og at stadig flere aviser lukkede. Asger magtede trods ulyst og direkte angst for at omgås børn pga. tidlig mobning, ikke at insistere og tage opgøret mod hjemmet. Læreruddannelsen kom i hus med moderens støtte trods mange hindringer, men arbejdet bragte ingen rigtig glæde og tilbundsgående engagement. Anfægtelserne, præstationsangsten og de mange selvransagelser var den evige følgesvend og spændetrøje, ligesom ABJ i sin usikkerhed konstant måtte søge støtte, hvor den var at hente fx hos præsten og kollegerne. Især i epilogen bliver der også plads til nogle betragtninger om folkeskolen, pædagogikken og samspillet med lærere og forældre. Bogen virker på mig hudløst ærlig, men også lidt tør, indadvendt og til tider selvhøjtidelig. Netop indadvendtheden får mig til at synes, at tidsbilledet og dermed atmosfæren står unødvendigt svagt i konturerne. Bogen er letlæst og vil tiltale publikum fra de tidligere 4 erindringsbøger.