Det yderste hus

Forfatterens lyst til at lege med romangenren skinner igennem i denne på een gang spøjse og alvorlige roman om en kvindes møde med sin egen barndom, og de fortielser, løgne og traumer, der haromgærdet den. 30-årige Cæcilie Strøm er på krydstogt nær Sydpolen, og en morgen opdager hun, at hun er eneste levende person ombord. Af forskellige veje får hun kæmpet sig hjem til et Danmark, hunmener at have forladt et par måneder i forvejen, nemlig foråret 1972. Men det viser sig, at hun befinder sig i 1993, og alle data vedr. hendes person er slettet fra arkiverne. Hvad har hun doglavet i de 20 år? Det giver romanen ingen svar på, til gengæld følger vi Cæcilie i hendes arb. med at genopbygge sin identitet, og her er det nødvendigt for hende at koncentrere sig om barndommen.Hun opsøger familie og bekendte fra sin fortid og får dermed fyldt nogle vigtige huller ud - også vedr. den datter hun måtte bortadoptere, men nu genoptager forbindelsen med. Som læser er man letdesorienteret over demanglende 20 år i kvindens liv, men sætter man sig ud over dette krav om logik, får man dels en rørende hist. om en kvindes søgen efter sine rødder og dels et skævt ogunderholdende 1972'er blik på et nutids Danmark. Dertil et stænkt af eventyr over den godt fortalte roman.

Læs hele vurderingen