Rædsomme Henry og det hovedløse spøgelse

»Ethvert fæ kan skrive en spøgelseshistorie«, påstår bogens hovedperson, spøgelset Lady Ann, i bogens første kapitel. Men ikke med lige meget held, må man så tilføje. Denne bog er en såkaldt'morsom spøgelseshistorie'. Handlingen er kort fortalt, at genfærdet Lady Ann møder sin efterkommer - Rædsomme Henry. Han er en ualmindelig ondskabsfuld og nederdrægtig dreng og Lady Ann besluttersig til at forsøge at forandre ham til det bedre. Projektet lykkes naturligvis, men først efter mange trængsler, da Henry er meget stædig. Fortælleteknisk er bogen noget rodet. Der er en fiktivforfatter, som Lady Ann har udvalgt til at skrive historien og denne forfatter indleder, afslutter og kommenterer undervejs. En episode i bogen udspilles som et drama med replikker til deimplicerede. Et dristigt stilbrud, som efter min mening er helt mislykket. Bogens sprog må betegnes som frisk og ligetil - meget slangpræget, men jeg må indrømme, at det generer mig, at man laderet spøgelse fra middelalderentale som en nutidig skoleelev. Børn vil muligvis more sig over Henrys skarnstreger, selv om jeg ikke gjorde, men bogen er alligevel temmelig triviel, og der er jo sombekendt ikke mangel på bøger i denne genre.

Læs hele vurderingen

Rædsomme Henry... osv. er en spøgelseshistorie formet som en rammefortælling og foregivet at være skrevet af en 12-13-årig pige efter diktat af spøgelset selv, Lady Ann, det hovedløsespøgelse. En decideret spøgelseshistorie er måske nok at tage munden for fuld, det drejer sig snarere om en opdragelseshistorie med et overnaturligt islæt og tilsat en humor, som ikke er ligemorsom hele tiden. Opdragelsen går ud over bogens anden titelperson. Henry. Bogens mest vellykkede afsnit er historien om hvorledes Lady Ann blev til et hovedløst spøgelse. Her blandes lidtnutidige sprogblomster ind i en middelalderlig ramme. Resten af historien virker som om forfatteren skal ha' sin historie overstået for at nå frem til sin ikke særlig overraskende pointe: manbliver ikke altid til det, man forventer. Personerne fungerer som postulater, og miljøskildringen er holdt på et minimum. Jesper Deleurans kendte streg giver egentlig mere af begge dele end detskrevne ord formår. Specielt forsiden skal nokkunne lokke bogen ned fra hylden, men da har læseren allerede fået det bedste gys. Det er en ren underholdningsbog med kvaliteter, som både er setsjovere og bedre i mange andre bøger.

Læs hele vurderingen