Bertil Lynge har afsonet 2 års fængsel for at dække over sin afdøde velynders i virkeligheden uplettede ære og beskytte sin elskede hustru. Da han løslades, viser det sig, at hun ikke længere elsker ham og desuden har været ham utro. Bertils hjem og fabrik er i hans fravær blevet ført videre af hans trofaste tyende, Karen. Bogen skildrer nu, hvordan han sætter sine kræfter ind på at beholde begge dele, hvilket fordrer, at han igen bliver »Mand« i det lille samfund, da han ellers ikke kan holde ud at blive boende. For at blive det må han overvinde lærer Madsen, som i hans fravær har overtaget de fleste og vigtigste af hans tillidsposter og fået indsat stråmænd på de andre. Madsen får støtte af Bertils svigermor og dennes familje, mens Bertil hjælpes af stoute folk som sognefogeden. På et kampmøde i en betydningsfuld lokal forening trækkes linjerne op, og især takket være Karen renses Bertil for alle anklager, genvælges til formand og genvinder sin position. At Karen og handerefter finder hinanden, siger sig selv. På trods af den naive, i visse henseender dobbeltmoralske holdning, på trods af den skarpe inddeling af mennesker i gode, onde eller svage og på trods af de forældede mands-, kvinde- og æres-idealer kan man ikke frakende bogen en vis læseværdighed. Den er hyggelig og såmænd helt spændende.