Bogen er en blanding af en slægtsroman, som følger det meste af 3 generationer af familjen på Digegården, og et tidsbillede, der skildrer bøndernes kår under skiftende herremænd i de sidste 25 år før stavnsbåndets ophævelse. I bogens første del, 112 sider, fungerer blandingen nærmest perfekt. Bortset fra en enkelt episode er der ikke større dramatik i handlingen; man har indtrykket af, at personer og begivenheder simpelthen er en del af tiden og omstændighederne. Man kommer til at kende hovedpersonerne og holde af dem, således at deres dagligdag bliver noget nærværende og vedkommende. Derfor lever man virkelig med og bliver næsten mere ophidset, end de, over den undertrykkelse og den forringelse af deres kår, de kommer ud for. I bogens anden del er der ikke meget tilbage af tidsbilledet, personerne bliver ret klichéagtige, og ikke alt, der sker, er lige overbevisende sandsynligt. Til gengæld kommer der fart og dramatik i handlingen, som - omend naiv og sine steder lovligtårepersende - faktisk er spændende og endda byder på en overraskelse: En sympatisk hovedperson, som har gået meget ondt igennem, bliver myrdet, lige da man tror, at alt nu skal til at ende i idel lykke. En bog, der er hævet et godt stykke over genrens standard.