Der må efterhånden være skrevet en del bøger om William Cody, bedre kendt som Buffalo Bill, og hans eventyrlige liv og karriere. Den her foreliggende udgave udmærker sig ved en farvestrålende pragt, der må virke poppet for den voksne læser, men som sikkert vil tiltale børn. Bogen er rigt illustreret - af ikke færre end tre tegnere, og de fleste illustrationer er gode, men sukrede og romantiserende. Biografien, der er spændende som en roman, følger wild west-helten fra han som 10-årig får sit første job ved et karavaneselskab, til han som 70-årig dør som falleret showmand. Ingen kan præstere en biografi over et menneske, der - skønt redelig og kun som børn af tid og sted - brugte sit liv til drab på mennesker og dyr, uden at komme ind på disse ting, men det må virke anstødeligt, at - uden understregning af tidens og stedets betydning - et sådant menneskes liv glorificeres, som det lejlighedsvis gøres i denne noget subjektive og overfladiske skildring. Tids- og begivenhedsmæssigtoverlapper dette bind 6 i serien bind 5 om Sitting Bull. På omslagets bagside angives, at bogen kan læses fra 8 år, men det er nok de færreste 8-årige, der vil have glæde af andet end billederne. Snarere for de 10-12-årige.