Med ovenstående flytter Høeg for første gang i sine krimier skuepladsen til København, uden at han dog af den grund dropper den fra tidligere bøger kendte Bergamasco, og persongalleriet befolkes med flere i Danmark levende italienere eller Italien-elskere. Lad det være sagt straks: Høeg bevæger sig særdeles veloplagt, krimimæssigt set, også i Danmark, og bogen fornemmes som mere spændende og mere livfuld end den forrige, Heksen og kommissæren. Undertegnede synes, at historien om tyveriet af Christian V's krone er ualmindelig veldrejet og virtuost skrevet -synd bare, at Høeg ynder at bruge forklædning, her som i sine to første krimier. Han er efterhåndes så dygtig, at han burde kunne klare sig uden dette nedslidte fif. Den berømmelige Bergamasco kaldes til Danmark for at hjælpe politiet i sin egenskab af ekspert på kunsttyveri- og kunstsvindelområdet, idet politikommissær Sommer (bogens »danske« politimand) kender Bergamasco fra tidligere Italiens-besøg. Inden sagen kan nå sinsærdeles overraskende slutning, har vi været gennem et mord og et levende, velkarakteriseret persongalleri. Medmindre man har en speciel kærlighed til Italien, vil jeg kalde det Høegs hidtil bedste kriminalroman.