Bogen er en af vinderne i forlagets litteraturkonkurrence og Roholtes første bog. Den viser et talent, man nok kan vente noget af med tiden, men kvalitetsmæssigt er den noget uegal - enlæseværdig bog men ikke markant nok til at slå igennem til en større læserskare. - Roholtes emne er hverdagslivet og dets trivialiteter og tilsyneladende banaliteter, der kan dække over det usikre,uroen, det farlige, der kan lure under overfladen og af og til slå igennem. Bogens bedste historier er efter mine begreber en lille klump midt i bogen: Frokost, En studie i blåt, Et banalt uheld.Her lykkes tingene virkelig godt, psykologien fungerer, det vibrerer, interesserer, f.eks. novellen om den lidt ældre enke, der ikke tør tage sin nye ven med til søndagsfrokost hos de prægtige børnog derfor bedøver ham med sovemiddel - så får hun frist til næste søndag til at afsløre det nye forhold! - Andre historier kan f.eks. køre på den lille racisme. Nogle er afhængige af pointer, somman tidligt gætter, mansynes at have læst dem før nogle af disse svage tekster: velkendt tematik, som Roholte ikke tilfører noget nyt- som hun altså ellers i de bedste ting viser hun faktisk kan.Sprogligt/stilistisk er disse ganske korte ting generelt velfungerende: prunkløst, knapt og præcist fortalt.