Plottet plejer at være Else Fischers stærke side, men i denne bog har hun ikke haft nogen heldig hånd. Til gengæld forekommer personerne gennemgående mere nuancerede end vanligt - de værste klicheer er undgået, - og hun har forstået at udnytte Islands storslåede og barske natur som en effektfuld baggrund for dramaet. Bogen starter sindigt, og handlingen truer sommetider med at gå helt i stå. Det drejer sig om en arv, hvor en ung pige pludselig står med 30.000 kr. og halvdelen af et forgældet hus. Hun arver sammen med en tante, som er forsvundet til Island, og da tanten er en berømt børnebogsforfatter, bliver flere personer impliceret. Fire unge danskere haster til Island for at opsøge tanten, og så kommer der skub i foretagendet. Man kan ikke klage over, at der ikke sker noget mod slutningen, men der savnes sammenhæng og sandsynlighed i finalen. Lang er vejen til uvens hus hører til den del af Else Fischers forfatterskab, som bibliotekerne kan undvære.