Bogens forfatterholdning og sprog ses ofte benyttet ismåbørnsbøger. Det er en form, der tiltrækker en del piger, der ellers læser godt, af grunde man kun kan gisne om. Fortællingen er en jeg-fortælling. Dialogen refererede samtaler. Mere kritiske unger skal holde meget af både Britta og hestene for ikke at finde formen trættende. Meget handling er der ikke i bogen, men meget hestesnak. Skildringen af ponykonkurrencerne sidst i bogen er ganske sjove og spændende, uden at der i øvrigt er meget kød på historien. Jeg synes serien placerer sig nogenlunde i midten af triviallitteraturserierne, hvis man kan opdele dem efter skøn udenom de litterære kriterier. Der er ingen grund til at købe dette bind, hvis man er standset i Britta-serien.