Bogens undertitel refererer til disse bemærkelsesværdige "fiktioner": 99 efter års- og antallet skrevet op mod det på alle måder imødesete millennium. Det er ikke noveller i traditionel forstand, men en serie yderst velskrevne, subtile og tankevækkende kortfiktioner, hvor det gennemgående tema i de syv afsnit, som teksterne er opdelt i, er "bedrag". Bedraget skrives ind i de afsnitsopdelte sammenhænge, som kunstnerisk, videnskabeligt og historisk bedrag og ikke mindst som bedrag i kærlighed. PS anvender som ledemotiv to gennemgående personkarakterer som katalysatorer på tværs af historierne, der fortrinsvis er funderet i virkelige personer og hændelser. Stærkest står de to første afsnit "Kunstløgne" og "Paradis", hvor PS holder dels et troldspejl op mod virkeligheden og myterne om århundredets store kunstneriske koryfæer, og skriver dels nøgternt og fermt spiddende om samliv og erotik mellem kønnene. Det er intellektuel og sproglig virtuos underholdning på et højt niveau både med hensyn til form og indhold. PS har udover romanen Hr. Bidoulacs tavshed, 1980, også udgivet filmlitteratur.