Ingen jul uden Dickens-klassikeren A Christmas carol. Denne tv-udgave fra 1999 er mørk og barsk og bestemt ikke for mindre børn, men budskabet hører stadig julen til for voksne og større børn. Fra 15 år.
Efter kompagnonen Marleys død for 7 år siden har Ebenezer Scrooge drevet sin forretning i Victoria-tidens London med hård hånd. Hans bogholder Cratchit prøver med sin ringe løn af forsørge sin store familie, bl.a. sønnen Tim som er krøbling. Scrooge er en ensom, bitter, gammel gnier, der hader julen og afviser nevøen Freds middagsinvitation. Julenat dukker Marleys ånd op. Han varsler, at Scrooge vil møde tre ånder, der skal gøre ham til et bedre menneske. Og Scrooge lærer julens budskab. Instruktøren David Jones har mest gjort sig i tv-serier, men denne tv-filmatisering har han gjort stærk og stemningsfuld, og selv om effekterne er low budget, så formidler han den kendte historie på en original måde.
Dickens' geniale julefortælling fra 1843 har været filmatiseret så mange gange, at det næsten ikke kan tælles. Historien er så kraftfuld, at den har dannet grund for film i alle formater, lige fra stumfilm til musical, tegnefilm, filmede teaterforestillinger til mere traditionelle spillefilm, senest i Robert Zemeckis' animerede udgave fra 2009 med Jim Carrreys figur.
Selv om der allerede findes mange filmudgaver føles denne her langt fra overflødig. Den er velfortalt, følelsesmæssig stærk og Patrick Stewart leverer en pragtpræstation som Scrooge med de to personligheder.