En hårresjov og tjudesdig bog, oh brødre, for alle starrige biblioer. Det betyder "en god og forunderlig bog for alle de oldgamle biblioteker" på det stærkt russisk påvirkede natsat-sprog (teen-age-slang), som bogen fortæles i. Den foregår i en ikke særlig fjern fremtid og fortælleren er den i starten 15-årige superbølle Alex, der med sin bande nyder at sprede rædsel og terror, når de drager ud på deres nattetogter for at myrde, stjæle, voldtage og øve anden ultra-vold. Anden del af bogen handler om opholdet i et fængsel, der minder meget om et af de berygtede amerikanske. Efter at have myrdet en medfange bliver Alex udtaget til et forsøg, der skal få ham til at afsky al vold og blive en god borger. Han tvinges til at se de frygteligste voldshandlinger på film i dagevis og får samtidig også indpodet afsky for den klassiske musik, han hidtil har slappet af med efter sine voldsgerninger. I sidste del søger oppositionen at udnytte hans skæbne politisk, men da han efter etselvmordsforsøg atter er blevet sig selv, d.v.s. tørstende efter ultra-vold, beslutter den stadig mere brutale regering, at han sagtens kan bruges i dens tjeneste ligesom hans gamle bandekammerater, der er blevet ikke mindre brutale politifolk. Denne grumme historie, som Kubrick byggede sin omdiskuterede film over, rummer nogle af de værste elementer fra nutidssamfund i øst og vest. Det er en uhyggelig bog, som en del læsere måske vil lægge fra sig, ikke p.g.a. volden, men p.g.a. natsatsproget. Elsa Gress har dog hjulpet med en ordliste og en beundringsværdig oversættelse.