Ghost stories
Coldplay
Emneord
Anmeldelser (5)
Politiken
d. 4. dec. 2015
af
af
Kim Skotte
d. 4. dec. 2015
""A head full of dreams" er fra start til slut beregnet til at balancere for enden af 50.000 selfie-sticks. Med piloterede omkvæd og store følelser af den slags, som går rent hjem, fordi de er lige så almene som de er banale. Uanset hvor højtflyvende Chris Martin filosoferer over tilværelsens mysterier og små og store mirakler, er der ikke meget, man ikke kan skråle i kor til. Ikke mange strofer, man ikke kan nynne med på hjemme i samtalekøkkenet, mens man hakker og snitter og drømmer om dybere mening med livet og lidt mere romantik i hverdagen. Coldplays syvende album er med andre ord hollywoodudgaven af Rasmus Seebach. Med grandiost iscenesatte væg-til-væg banaliteter krydret med new age livsvisdom og en appel, det heldigvis er svært at sidde overhørig. Chris Martin synger stadionserenader til rockmusikkens kvindelige hjernehalvdel. Føle-føle har han altid været god til, men denne gang lyder han rent ud euforisk".
Jyllands-posten
d. 4. dec. 2015
af
af
Peter Schollert
d. 4. dec. 2015
"Coldplay går poppens og dansemusikkens ærinde på det nye album, hvor en opløftende stemning huserer".
Berlingske tidende
d. 9. dec. 2015
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 9. dec. 2015
"Den danske debutant Patrick Dorgan melder sig på banen med velformet retrosoul, en stærk stemme og et sikkert popøre. Det kniber lidt mere med det personlige særpræg".
Berlingske tidende
d. 4. dec. 2015
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 4. dec. 2015
"På kanten af en selvparodi: Coldplay virker mere interesseret i at konsolidere forretningen end at udfordre sig selv".
Information
d. 4. dec. 2015
af
af
Ralf Christensen
d. 4. dec. 2015
"[Coldplay har heldigvis] gradvist forladt den lidt klynkende rock fra tidligt i deres karriere. Klogt nok på et tidspunkt, hvor den bedste sangskrivning synes at være sluppet op. I stedet har de i de senere år flirtet med synthpop og ambient, og her på det nye album er det groovet og det soulede, der næsten løber af med drengene ... Bevares, der er stadig ringlende The Edge-guitar og hymnisk Chris Martin-falset, hør bare »Birds« eller »Army of One«. Men da et kor ledet af Beyoncé og en groovy stomping-rytme dukker op på »Hymn For The Weekend«, shit, så er vi alt så i en helt anden og langt mere kropsligt anfægtende musikalitet ... Træerne vokser aldrig ind i himmelen på en Coldplay-plade, så vi slipper ikke for udueligt søbende ballader såsom »Fun« (really?) og »Amazing Day« (nej). Men (...) det virker, som om Coldplay har givet lidt mere slip denne gang. Og det klæder dem virkelig".