Tæt på en bjerglandsby i Kina i 1300-tallet er der en mystisk fæstning, som måske er hjemsøgt! Maleren Gu og krigeren Yang undersøger sagen og det bliver starten på et kung-fu-eventyr som tilhører subgenren wuxia. For dem med interesse i filmhistorie og film fra Taiwan og Hong Kong.
Vi er i Kina i 1300-tallet under Ming-dynastiet. I en lille afsidesliggende bjerglandsby møder vi Gu, han er maler, han er usikker og lettere klodset. I nærheden af landsbyen er der en gammel og mystisk fæstning. Måske den er hjemsøgt? Gu møder den smukke kriger Yang. Yang planlægger hævn over den korrupte adelsmand Eunuch Wei. Men hvilken rolle kan den harmløse Gu spille? Hvad sker der på fæstningen og kan de gode vinde over de onde? Filmen tilhører subgenren "wuxia", en genre der omhandler eventyr og kampsport i et Kina for lang, lang tid siden. Tilsat åndelige samtaler, skøn natur og spektakulære actionscener.
En visuelt overdådig film fra 1971, der kombinerer action med fine filosofiske/åndelige aspekter samt en klassisk spøgelseshistorie. Filmen tager sig god tid, den dvæler ved den smukke natur, og samtidig eksploder den i kinetisk energi, og vild stil når der er action. På det område er filmen en klassiker som har været med til at danne skole. Desuden løfter de åndelige lag filmen op på et ganske højt niveau.
En anden moderne wuxia-klassiker er Tiger på spring, drage i skjul=Wo hu cang long=Crouching tiger, hidden dragon.