Bøger / faglitteratur

Åndedrættet


Beskrivelse


Åndedrættets funktion, vigtighed og fordelene ved at trække vejret rigtigt beskrives og der vises en række øvelser.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. feb. 2010

af

af

Jette Landberg

d. 11. feb. 2010

I en stresset hverdag har flere og flere brug for at lære teknikker til afstresning, og det kan man bl.a. hente viden om i denne bog. Den henvender sig til læsere, der er villige til at læse 80 sider om mekanismerne bag åndedrættet, og hvorfor det er så vigtigt at trække vejret rigtigt, før man kommer til selve øvelserne. Både teori og praksis er dog lettilgængelige og kan læses og udføres af enhver.

Forfatteren, der er uddannet fysioterapeut, ejer firmaet "Den intelligente krop" og har udgivet bøger, dvd'er og tv-udsendelser om sundhed og træning. Åndedrættet er en vigtig faktor for alle menneskers velbefindende, selvom de fleste ikke tænker over de 20.000 daglige åndedræt. Ifølge forfatteren vil bare 5 dybe, kvalificerede åndedræt om dagen bedre ens velbefindende. Først forklares åndedrættets funktion, vigtighed og fordelene ved at trække vejret rigtigt, de sidste 80 sider viser en række øvelser, et par forslag til meditation og en selvtest. Øvelserne er stærkt inspireret af yoga, og yogalærer Ina Thanild er medvirkende.

Øvelserne kan ses i praksis på dvd'en Oxygen, 2009. I øvrigt findes der andre bøger om emnet, fx har Ole Kåre Føli beskæftiget sig med det i et par bøger. En anden af de nyere er Stig Åvall Severinsens bog Træk vejret : mere energi - mindre stress, der også er lettilgængelig med en række øvelser.

En letforståelig bog, der dog virker bedst, hvis man læser teorien først. Øvelserne, der henter elementer fra yoga og meditation, er enkle at udføre.