Den britiske historiker, Alan J. P. Taylor (f. 1906) har i sine værker især beskæftiget sig med tysk historie og med krigshistorie. Et hovedsynspunkt i The Origins of the Second World War (1961) er, at Hitler-Tysklands udenrigspolitiske bestræbelser forud for krigen ikke adskilte sig væsentligt fra andre stormagters politik i fortid og nutid; et andet er, at Hitler ikke ønskede krigen, men blev drevet ind i den ligesom andre, at han ønskede »frugterne af en total sejr uden en total krig«. Taylor kalder sin bog for »en fortælling uden helte og måske endog uden skurke«. Navnlig det sidste er jo umiddelbart svært at sluge. Ved den engelske udgaves fremkomst blev der rejst kritik mod Taylor for utilfredsstillende dokumentation. - At nyvurderingen af Hitler ikke er pro-tysk, viser et citat som: »Hitler var et ekko af den tyske nation«. - Det må bemærkes, at bogen delvis er polemisk - rettet mod tidligere litteratur om emnet. Endelig må det tilføjes, at værket - uanset al den skepsis,man måtte nære - på adskillige punkter er inspirerende læsning.