Årstider er en posthum udgiven samling, forfatteren Uffe Harder døde i 2002, der indholdsmæssigt daterer sig tilbage til 1995. En letlæst lyrikudgivelse med enkle og ligefremme tekster, der alle de jævne ord og den tilsyneladende så henkastede og lette facon til trods også vidner om den sprogligt slebne og måske lidt kræsne udtryksform. Elementer der som underliggende vandmærker knytter an til og præger teksterne. Med et indhold karakteriseret ved en reflekteren over livets gang med de professionelle og private gøremål, og med den bagage af livserfaring som et alsidigt og aktivt virke nu en gang determinerer. Der er meget retrospektivt i disse tekster der udover at være bundet op over årstiderne også kredser om Koloristerne, Cobra, Seamus Heaney, Jørgen Sonne o.m.a. Skulle en enkelt tekst fremhæves måtte det blive det helstøbte digt "Stan Getz og band". Her formidles jazz som genre i atten korte linier, men alligvel så overbevisende, engageret og med nerve samt såvel verbalt overskud som beherskelse. Et halvt hundrede sider man først falder ned i, for siden at græsse rundt. En afsked med et af modernismens litterære pejlemærker og som sådan en elegant sortie Mon ikke lyriklæsere, der har gjort tiden med, endnu en gang kunne fristes af Uffe Harder?.