Bøger / faglitteratur til børn

ABC-klip for de små


Beskrivelse


Anvisninger med modeltegninger og skabeloner på bogstaver og figurer fremstillet i karton. Til hvert bogstav er der skrevet et lille vers.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. sep. 1999

af

af

Susanne Thøfner

d. 29. sep. 1999

Forfatteren, som har udgivet en lang række klippebøger, gennemgår denne gang hele alfabetet. Hvert bogstav kan laves som en mobile med de tilhørende figurer, der starter med dette bogstav. Bogen giver også anvisning på fremstilling af mindre bogstaver, der hver især er forsynet med en påklistret figur, og f.eks. kan anvendes til navneskilte. De enkelte modeller beskrives med en ultrakort opskrift, tilhørende skabeloner i fuld størrelse, en lille tegning af den samlede mobile samt helsides farvefotos af bogstaverne med tilhørende enkle vers. Denne glade og farvestrålende bog præsenterer en del af alfabetet på sit grønne omslag. Modellerne er søde, og de tilhørende figurer er lette at identificere og kan også anvendes til applikationer, klip i mosgummi osv. Med lidt voksenhjælp er mange af modellerne forholdsvis enkle at udføre, og bogen henvender sig i lige høj grad til rare voksne, der vil lave sjove abc-mobiler til børn, og til børnene selv, der vil kunne have meget fornøjelse af bogens modeller, når de skal til at begynde at lære alfabetet, også i skolesammenhæng.


Bibliotekernes vurdering

d. 29. sep. 1999

af

af

Lisbeth Thue (skole)

d. 29. sep. 1999

Man skal være fingersnild og god med en saks for at lave figurerne i denne spændende bog, hvor der er flotte skabeloner til hele alfabetet og tilhørende figurer, der har samme forbogstav. Det kunne være et projekt for børn fra 10 år og voksne hjælpere. Man kan således lave sjove bogstavkort, uroer og navneskilte til børneværelset, institutioner m.m. – men der skal påregnes god tid til projektet. Det tog lektøren det meste af en eftermiddag at lave figurerne til 4 bogstaver, men resultatet er flot. Alle figurer er vist i farvestrålende karton, men man kan også bruge mosgummi, eller for kyndige udi træ kunne figurerne såmænd skæres i finer. Indersiden af omslaget viser hele alfabetet, og på hvert opslag er ét bogstav med tilhørende figurer vist. Der er et farvefoto af de færdigklippede figurer og de tilhørende skabeloner. Desuden er et lille vers med bogstavrim placeret ved farvebilledet. Ved bogstavet A er der skabeloner til bogstavet i 2 størrelser, en and, en appelsin, en anemone og en abe. På alle skabeloner er markeret, hvor ophænget bør placeres. I indledningen fortæller forfatteren om materialevalg, værktøj og ophængning og bagerst er en adresseliste over hobbyforhandlere. Bogen er farverig og indbyder til straks at gå i gang. Forfatteren har tidligere lavet en del klippebøger – 14 er det blevet til.