Personer med fysisk handicap er verdens største minoritetsgruppe, men er udsat for fordomme og diskrimination - også politisk, strukturelt og infrastrukturelt. Universelt design (UD) kan være en mulig løsning på ableisme. For alle med interesse for handicap og samfundsdebat.
Begrebet ableisme dækker over den diskriminerende grundlæggende strukturtænkning, at man skal være "able", altså "kunne". Mennesker med handicap, kronisk lidelse eller anden form for funktionsnedsættelse er en stadigt voksende gruppe, herunder medregnet ældre. Det beskrives, hvordan ableisme kommer til udtryk i fysiske miljøer, i samfundets mindset og politisk legitimering, og hvilke konsekvenser, det har. Folkeskolen og arbejdsmarkedet er ikke tilstrækkeligt rummelige, og i sociale interaktioner er man ofte udsat for at blive betragtet som et barn. I de sidste kapitler præsenteres strategier til at håndtere disse udfordringer, samt værktøjet Universelt Design (UD), som er skrevet ind i FN's Handicapkonvention. Forfatteren er forsker ved AAU og slutter af med 9 siders referencer.
Den lille bog er sprængfyldt med nyttig information og øjenåbnende debatstof, der kan give modspil til nedladende menneskesyn og byrderetorik. Bør ikke mindst læses af alle med politisk og offentligt administrativt virke. Man mærker tydeligt forfatterens forskerbaggrund, men bogen er alment tilgængelig.
Jeg leder efter en ny måde at tale om handicap påUnormale mennesker og Unormale mennesker anbefales ogsåJeg leder efter en ny måde at tale om handicap på og anbefales også.