"Jovist begynder det højt på strå med den noget nær ekstatiske »Synger, synger«, men andre steder ramler Olesens fortæller ind i en seriøs efterårsblues på »Bravo november«, lige som den ildevarslende »Glem mig« lyder som et resigneret fuck-dig-kvad til verden. Når glæden alligevel er størst på denne plade, er det, fordi den synes gennemløbet af en forsigtig accept af livets forgængelighed. Selv om tiden går, klokken slår, og det hele er slut, før man får set sig om, så er vi trods alt i live. Og i den erkendelse finder De Efterladte både styrke og stor musikalsk poesi".