Bøger / skønlitteratur / digte


Beskrivelse


I disse fantasifulde digte fører den gennemgående figur Adonis læseren igennem en række groteske og overraskende scenarier og situationer.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. maj 2014

af

af

Kent Skov

d. 19. maj 2014

For de lyrikinteresserede, der vil læse en af de nye, talentfulde digtere i det danske lyriklandskab.

Det er et surrealistisk og drømmeagtigt univers, digteren JM sætter op for sin gennemgående figur Adonis. Adonis er JMs anden digtsamling, og han bruger sin gennemgående person til at bevæge læseren rundt i sit univers. Det sker både i de helt konkrete tilfælde omkring personen Adonis og det til navnet hørende erotiske fokus og de maleriske situationer, der udvikler sig uforudsigeligt og indimellem komisk med Adonis som ledetråd: "Adonis søger ly for uvejr/i gymnastiksalen//Adonis så en otte meter høj mand/tage en tilsvarende stor kvinde//hårdt bagfra/henover et idyllisk bondehus//Et ungdomshold for finmotorisk hæmmede/kaster studsbolde til hinanden/det gungrer som kun en sportshal kan//...". De forskellige situationer, der ikke skal ses som en progression, giver JM mulighed for at udfolde sin digteriske fantasi, der blander realistiske og jordnære udgangspunkter med de groteske situationer. JM udgav debutdigtsamlingen Diskotek Hindenburg i 2010.

Det drømmeagtigt maleriske og erotiske minder om en lyrisk udgave af maleren Wilhelm Freddie - men også om en moderne Jens August Schade.

Der er noget legende og fandenivoldsk over JMs anden digtsamling, og den gennemgående person Adonis er spændende uforudsigeligt bekendtskab i surrealistiske omgivelser. Der er et markant sprogligt potentiale i digtene, men ikke et genuint budskab udover, at verden er vild og uforudsigelig.