Film / fiktion til børn / tegnefilm

Adventure time with Finn & Jake. Volume 1


Beskrivelse


Finn er en rask knægt, som sammen med sin kloge hund Jake hjælper alle verdener. Og deres ædle hensigter giver dem forrygende udfordringer.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. okt. 2012

af

af

Ulrich Breuning

d. 3. okt. 2012

Adventure Time (2010) er en frisk og vildtvoksende amerikansk tv-tegnefilmserie med bred appel. De enkle, meget eventyrlige afsnit, der både forefindes i original og dansk version, kan forstås af børn fra cirka 5 år. Mens det kulørte, originale design og de fantasifulde effekter og ikke mindst opfindsomme verbale udladninger mestendels henvender sig til de noget ældre rødder.

Finn er en rask knægt med rumhjelm og hang til at hjælpe alle verdener. Og det gør han så sammen med sin kloge hund Jake, der alt efter behov kan antage forskellige størrelser og former. Og deres ædle hensigter giver dem forrygende udfordringer i sære lande hos mystiske væsner. For eksempel da duoen skal hjælpe godtefolket, som tiltrækker genopståede lig med "kadaveropkvikkersaft"! Eller da de må optræde som troldmandens lærlinge for at få magisk styrke! Eller da Mavsemoseren hærger, og Finn og Jake demonstrerer, at retfærdigheden aldrig sover! Hovedkarakterernes klare mission og determinerede mål i hvert kapitel holder sammen på de helt ustyrlige universer, hvor monstre kappes på metamorfoser, og hvor klassisk eventyrfortælling mikses med nutidige fænomener.

Med en ridderlig helt og en trofast, munter væbner har tegneren Pendleton Ward (f. 1982) skabt en slags barne-Batman og firbenet Robin med skæven til superhelte samt Tintin og Terry. Og den karikerede streg og funktionelle animation kan minde om Disney-serien Phineas og Ferb.

En grænseløs hittepåsomhed og et fantasifuldt vokabularium gør en god tegnefilmserie.