"Den norsk/svenske jazzmusiker, Anton Eger, er nok - hvad plader og samarbejder angår - mest kendt for sit trommespil i grupper som JazzKamikaze og Phronesis og for sit sammenspil med Marius Neset. Men han kan i dén grad også stå på egne ben. Det beviser han meget, meget tydeligt med sit første album i eget navn (ikke at forveksle med et soloalbum, idet han har en hel hær af musikalske venner med sig på "debutalbummet"). Æ er et usædvanligt udspil. Et innovativt musikalsk univers fremelsket indenfor rammerne af electronica, hardcore beats og moderne nujazz. Musikken er virtuos, flamboyant og ekspressiv. Uforudsigelig, kompleks og krævende. Grænsende til det avantgardistiske i sin afsøgen af det elektroniske udtryks potentiale".