En ny bog om Den lille Tiger, Den lille Bjørn og det miniunivers som Janosch så fremragende har tegnet gennem adskillige bøger som rammen om livsfilosofiske, kærlige og meget genkendelige temaer og følelser. Denne gang er det mad, madopskrifter og livslyst der er drivkraften i vennernes samvær. Den lille Tiger lider af kærestesorg som lille Bjørn kurerer med dejlig æblemos. Derefter starter tigerens odyssé med besøg hos venner og bekendte for at spise lækker mad og få inspiration til egne små og store retter. Måltiderne, som alle er beskrevet meget kort med ingredienser og fremgangsmåde, vækker stærke følelser og sprogblomsterne florerer: Det smager dyrisk godt, vækker livslyst, kurerer kærestesorg eller giver andre livsvigtige oplevelser. Det er ikke den store, sammenhængende historie, men tonen og stilen er som altid underfundig, kærlig og lige ud af landevejen. Retterne er indbydende og enkle som børn kan lide det og skal nok give lyst og inspiration til at prøve flere igennem sammen med en voksen. Ét er sikkert efter endt læsning: Mad er mere end bare føde, det er for sjælen, lykken og livslysten. Man er som altid i godt selskab med Den lille Tiger og Den lille Bjørn og Janosch' dejlige, livsglade illustrationer i varme farver. Oplæsning fra ca. 5 år.