Denne udgivelse tager udgangspunkt i det kristne ægteskab, ud fra en ret amerikansk synsvinkel. Henvender sig til praktiserende kristne, som ønsker at udforske ægteskabet i et udpræget kristent perspektiv.
I denne bog tager den amerikanske forfatter Gary Thomas udgangspunkt i ægteskabet. Gennem anekdoter fra sit eget liv og ægteskab med hustruen Lisa, stiller han spørgsmålet "hvad nu, hvis Guds formål med ægteskabet er at gøre os hellige, mere end at gøre os lykkelige?". I 13 kapitler med overskrifter som "ægteskabets renselse" og "seksuelle helgener", diskuteres det egentlige formål med ægteskabet, nemlig at det er en åndelig disciplin, hvor ægteskabet skal skabe vejen til et dybere forhold til Gud. Bogen kaldes en "moderne klassiker", men pga. det amerikanske præg, giver den mig associationer til amerikanske tv-prædikanter, og jeg vurderer, at man skal have et meget kristent bagland og udgangspunkt, for at kunne tage bogen alvorligt. Denne bog er den første af forfatteren Gary Thomas, der oversættes til dansk.
Der er udgivet en del bøger om ægteskabet, set ud fra et kristent synspunkt. Kan fx sammenlignes med Ægteskab og grænser, 2011, som også handler om ægteskaber fra en kristen synsvinkel, og som også bærer det amerikanske præg.
En kristen udgivelse om ægteskabet som en åndelig disciplin. Bogen kan bruges af praktiserende kristne ægtepar, men pga. det ret amerikanske præg vil den afskrække en del potentielle læsere.