HOJ's forunderlige blanding af intellektuel avantgarde og jordbundet nærvær folder sig helt ud i disse vitaminfyldte koncentrater kortprosa. HOJ balancerer på den pirrende grænse mellem personlige fragmenter, surrealistiske billeder og objektsammenstillinger og regulære historieelementer med skarpe iagttagelser og en understrøm af bidsk humor. Historierne er superkorte og ofte med lyrisk en spændstighed, man ikke ser så ofte i den hjemlige litteratur: "Ulven strækker sig mellem vinduerne i udhuset, minken sladrer hos naboen, karperne drømmer sig fede i solen, tyskerne kommer". Historierne har ikke handling i traditionel forstand - det er der selvsagt ikke plads til - tilsynelandende heller ingen indbyrdes sammenhæng; men nogle af dem, som den citerede, får skitseret et forløb, hvor man kan digte videre ind. Andre igen er mere utilnærmelige, helt lukkede om nogle begreber, hvor det er næsten umuligt at se forfatterens ide - udover det rent sproglige udtryk. Der er fyldt med lugte og billeder fra en ikke altid skøn og ren virkelighed. HOJ's karske og harske sproglige udskæringer om (land)livet og delvist fortrængte og intime billeder om fx barndommen og faren gør de ikke helt let tilgængelige tekstudskæringer i uprætentiøs indpakning uomgængelige.