Franz Kafka er en af dette århundredes betydeligste forfattere. Berømmelsen har han nået trods en meget lille litterær produktion. I hans efterladte papirer var der en samling aforismer, tilsyneladende skrevet med henblik på udgivelse, og de foreligger her for første gang i dansk oversættelse med en grundig introduktion og fyldige noter ved dr.phil. Uffe Hansen, der er docent ved Københavns Universitet. Aforismerne er skrevet i fire perioder mellem 1917 og 1922 og lige efter personlige kriser i Kafkas liv. Mange virker som korte, løsrevne refleksioner eller forsøg på at formulere virkeligheden, andre kan læses selvstændigt og er pointerede i traditionel forstand. Uffe Hansen påviser hvordan tankegodset er hentet fra den jødiske mystik, kabbalaen, og dennes sammenhæng igen med gnosticismen og dens forestillinger om en evig kamp mellem Mørkets og Lysets Gud. Man kan i aforismerne genfinde temaer og stemninger fra Kafkas fortællinger og romaner; alligevel får de næppe en særlig bred læserskare. Men Uffe Hansens 30 sider lange introduktion til forfatterskabet og påvisning af Kafkas forankring i den jødiske, gnostiske mystik vil være en nyttig indgang til det kafkaske univers, også for læsere af de trods alt mere tilgængelige romaner.