Sidste bog i serien "Den gyldne skål" hvor troldmanden Trodsig vil åbne porten til død og ødelæggelse, så han kan blive jordens og himlens eneste herre. Mon vores hovedperson Fem og hans to venner når frem i tide? Fantasy-serie i farver, især for de 9-12-årige.
Afslutning på fantasy-serien, hvor drengen Fem, pigen Morgengry fra himmelpaladset og aben Kokoro gør klar til den endelige kamp mod ondskaben. Bogen er i stift, blankt bind og gennemillustreret. Lix-tallet er 23.
En hæsblæsende afslutning på serien, hvor vores hovedpersoner finder de allersidste kræfter frem og tager alle kneb i brug, for at holde dæmonporten lukket og forhindre troldmanden i at blive himlens og jordens onde hersker. Ikke alle vil finde historien helt let. Man må stå lidt på tæer, for at hænge på og holde trådene samlet, til gengæld får man en både dramatisk og helstøbt lille fortælling ud af anstrengelserne. Lækker bog i flot udstyr og med en effektiv billedside.
Historien tåler selvfølelig bedst sammenligning med de øvrige i serien "Den gyldne skål", men den minder også om forfatterens tidligere serier om elverfolket samt fantasy-serien "Det fortryllede slot". Alle er udmærkede, fantasifulde og farvestrålende fortællinger. Serien her hører til de bedste.