Hvis man er ca. 4 år og absolut ikke ved, hvad man skal stille op, når der er frygtelig, frygtelig læænge til selveste juleaften, er her måske en mulighed. Det er en hyggelig, men dog temmelig traditionel julebilledbog om Familien Kat, Fanny Flodhest, hr. Fumle, hr. Snuptag, hr. Knotten m.fl. Her er grisenisser, tommetykke snelag, dekorative rensdyr, travle julemus og meget andet flitterstads. Selve historien er hurtigt forstået. Den handler i al sin enkelhed om Hr. Fumle, der kører til Nordpolen på sin snescootergurk. Han får opfyldt sit store ønske om at blive en af Julebjørnens betroede hjælpere. Så går der lidt kludder i kalenderbladene, hvilket afføder ægte julestress, men selvfølgelig ender alt, som det skal, og alle får de gaver, de skal have i rette tid. Bogen er delt op i fire store afsnit. Der er masser af detaljer og små sjove illustrationer at kigge på. Til oplæsning og billedkigning når ventetiden føles alt for lang. Underholdning for de alleryngste. Fra 4 år.