Denne nye serie Flachs - læs selv, hvoraf denne titel er en af fire, er en forkortet og bearbejdet udgave af fortællingen om Aladdin, som er en blanding af brødtekst og tegneserie, hvor taleboblerne naturligt falder ind. Bogen vil kunne læses omkring midten af 2. klasse og den store typografi er med til at fremme læsbarheden. De friske tegninger minder om Bechs Nofret i tegnestil og hjælper til med at beskrive personer og miljø, og den fængende forside skal nok fange målgruppen. Bortset fra en enkelt selvstændig ledsætning er sproget fint tilpasset i indhold og sværhedsgrad til aldersgruppen. Bogen er forsynet med indholdsfortegnelse. Den kan bruges til læsetræning af børn, som er ved at knække læsekoden og til fritidslæsning fra 8 år.