Herligt gensyn med Kalleby, den frihedselskende, respektløse Albert, lærer Sakarias og hele galleriet af fornøjelige landsbyboere. Ikke mindst mødet med Rapollo, verdens største lommetyv, byder på store eventyr. Bogen har bevist sin levedygtighed, både som hjemmelæsning fra 5-6 år, klasselæsning i skolen og selvlæsning fra 8-9 år. Siden første udgave i 1968 er der kommet flot farvelægning på Lund Kirkegaards egne 14 illustrationer. Udstyret er udpræget lækkert, mintgrønt omslag, orangerøde forsatsblade, hvidt gedigent papir af den smudsafvisende slags, som man ellers mest ser i dyrere værker.