Man kan slet ikke undgå at komme i julestemning og få lyst til at spille og synge julesange, når man ser bogen Alberte synger julesange. Peter Bay Alexandersens mange fine farveillustrationer er sjove og helt anderledes end de nostalgiske tegninger, der ofte følger med julesange. Alberte har skrevet et forord om sin barndoms jul og har i øvrigt knyttet små personlige kommentarer til et udvalg af sangene. Indholdsmæssigt er sangene opdelt i fem typer: "Jul for alle, der holder af den", "Jul i TV", "Jul for børn", "Julesalmer " og "Jul i andre lande". Det er kendte sange. Jeg fandt således kun 2 sange ud af de 63, som jeg ikke umiddelbart kan synge med på. I enkelte tilfælde er der et tilføjet vers, som børn har fundet på gennem tiden. F.eks. den frække version af sangen om Santa Lucia og en alternativ version af sangen " Itś hard to be a nissemand." Bagest er der et register, så det er også let at finde den rette sang i en fart.