Alberto er det navn, Bertel Thorvaldsen brugte i Rom, og det er netop tiden her, der er det centrale i Hellebergs nyeste biografiske roman. Hele kunstnerens liv er dog med fra en meget hård og fattig barndom med to alkoholiserede forældre og ingen skolegang, men med et udpræget kunstnerisk talent, sikkert arvet fra faderen, der var billedskærer og bl.a. skar galionsfigurer på flådens skibe. En af faderens kunder får Bertel ind på Kunstakademiet, hvor han senere får legat til studieophold i Rom - et ophold, der kommer til at strække sig over stort set resten af livet og giver ham stor succes som verdens mest kendte kunstner på sin tid. Bogen er strengt kronologisk, men fremstillingen er staccatoagtige nedslag i afgørende begivenheder, hvilket gør, at læsningen er langt fra det tørt opremsende: Hellebergs figurer får liv og hun formidler flot de menneskelige og kunstneriske udviklinger og problemer, Thorvaldsen stod overfor i sit ikke ukomplicerede privatliv.