Endnu et bind i den efterhånden store serie Læselyn for børn og unge fra 12 år, som ikke er ret læsestærke eller motiverede. Som de øvrige i serien ligner denne også en almindelig bog med en appellerende forside og stift bind.
Når man er nyfraskilt mor fra en voldelig mand og alene med to teenagedøtre, er det ikke så let at introducere dem for en ny mand, og da slet ikke, når han selv er far til en trodsig fireårig. Det er virkeligheden for Jessie. Endelig er hun sluppet af med en far, der har gjort deres liv til et helvede. Hvad skal de dog med en ny mand? Så hun stritter imod af alle kræfter og på den anden flanke står der en rasende fireårig, der gør det samme. Vi følger kampen set gennem Jessies øjne, pinlige middagsselskaber, rædselsfulde udflugter og sågar en regulær flugt, før manden giver op. Men en trist mor er heller ikke sjov, så Jessie må krybe til korset og skaffe manden tilbage igen. Der er så lige det med hans barn, for hvordan kan man overleve ligefrem at skulle dele værelse med hende fra tid til anden? Det finder Jessie sin helt egen og nok lidt letkøbte løsning på. Uden egentlig at være superlet, er bogen alligevel overkommelig med den store sats i 17 korte kapitler. Sue Vyner kendes fra billedbogen Arktisk forår 93/05.
Eva Bostrups Chris og kæresterne 92/23 har næsten samme tema og niveau.
Bogen kan læses af piger, der kan lide problembøger, men måske også af læsesvage voksne, som står i samme situation som pigens mor.