Den norske tv-journalist Kajsa Coren bliver involveret i en grim sag om et dobbeltdrab på et gammelt ægtepar og ender med at sætte livet på spil. Det er første del i en serie, som vil falde i god jord hos læsere af nordiske krimier.
Kajsa Coren er en enspænder og en ambitiøs og dedikeret journalist, som arbejder meget og aldrig giver op. Hun bor i Asker nær Oslo med sin mand, der er psykiater og også arbejder meget. Kajsa er tiltagende frustreret over, at det er hende, der står med hovedansvaret for deres to børn. I den første krimi trækker et dobbeltdrab tråde til omsorgssvigt og hævn, og drabsmanden er mere end almindeligt interesseret i Kajsa. Også i den anden krimi sætter Kajsa livet på spil, da hun kommer lidt for tæt på de uregelmæssigheder, der er på hendes gamle mors plejehjem, og privat sker der ting og sager. På dansk kendes Trude Teige også for Mormor dansede i regnen, og på norsk er der seks bind i serien med Kajsa Coren.
Ganske udmærkede krimier, hvor plot og privatliv følges ad. Den kombination er set før, men det gør ikke noget, når plottet som her er spændende og hverdagen er en logistisk og følelsesmæssig udfordring. Der er glimtvise og velfungerende spring i tid og synsvinkel, som mystificerer og udfordrer læseren.
Kajsa Coren minder om Liza Marklunds unge og vrede Annika Bengtzon. Andre lignende krimier kan være af fx Carin Gerhardsen, Anne Holt og Ninni Schulman.