Man behøver faktisk ikke alkohol for at lave en lækker cocktail. Opskrifter på 59 cocktails, der alle er uden alkohol. For dem, der ønsker at undgå alkohol eller mangler noget inspiration udi cocktailverdenen.
Bogen har en kort indledning, hvorefter den beskriver det udstyr, der skal til for at lave mocktails (alkoholfri cocktails). Det følges af et afsnit om vigtige ingredienser som sukkersirup, forskellige olier samt diverse eddike- og sukker/saltvarianter. Endelig kommer selve opskrifterne, hvor man blandt andet finder opskriften på thai daiquiri, golden coco eller en vinterhibiscus. Alle opskrifterne er ledsagede af et billede af den færdige mocktail samt et billede af ingredienserne, der skal bruges.
Det er en bog, der pirrer ens nysgerrighed, for der er godt nok nogle lækkerier iblandt. Hvad med en jordbærlemonade eller jordbær-timian-cooler bare for at nævne et par stykker? Opskrifterne er nemme at følge, sproget er letlæst og ingrediens-billederne er medvirkende til at skabe klarhed over processen.
For yderligere opskrifter på alkoholfri cocktails se fx Mocktails.