Dette hæfte indeholder hurtig påskeunderholdning for børn lige fra bageopskrifter, lege, spil og gåder til lidt pynt, eventyret om Hønepøne og en side om påskens religiøse baggrund og tidligere tiders påsketraditioner. Hæftet ser sødt og iøjnefaldende ud med en flok af Rolf Lidbergs frække troldeunger på forsiden og udmærkede farvestrålende tegninger af diverse forskellige illustratorer gennem hele hæftet. Teksten er pænt trykt, rimelig mundret og henvender sig til børn, men skæmmes af enkelte stavefejl. Der er ikke noget særligt nyt i de forskellige ideer, men de præsenteres pænt, og hæftet virker ganske hyggeligt, omend lidt tyndbenet. Hæftet kan anvendes som basis for påskehygge med børn, især de 5-9 årige.