Denne flotte lærebog til tværfaglige aktiviteter på 6.-7. klassetrin, der dækker fagene dansk, historie, engelsk og billedkunst, udkommer i samme serie som forlagets Alle tiders stenalder (99/06), Alle tiders middelalder (00/12) Alle tiders bronzealder (01/04) og Alle tiders jernalder (01/33) for yngre klassetrin. Bogen er kronologisk opbygget med begyndelsen af bygningen af borgen "Krogen" i middelalderen frem til to elever, der i dag besøger "Kronborg" for at samle affald. I en god blanding af skønlitterære og faglige tekster beskrives emnet bredt. Bogen opfylder til fulde sit formål som et tværfagligt materiale til undervisningen (selvom lærervejledningen, der skal udkomme primo juni, ikke er set). Illustrationerne strækker sig fra gamle stik til farvefotos af såvel eksteriør som interiør samt stregtegninger, der underbygger de fiktive fortællinger. Der er en velgennemtænkt og indbydende layout, der opsætningsmæssigt varierer mellem en- og tospaltet tekst med relevante faktabokse og helsides fotos, og ved den engelske tekst om "Hamlet" står relevante gloser nederst på siden. Bogen har både indholdsfortegnelse og et stikordsregister. Et flot materiale, der til fulde dækker fagligheden i det tværfaglige.