Et utroligt flot og gennemarbejdet supplerende materiale til serien Alle tiders dansk. Det er en lærebog for 3.-5. kl., som kan anvendes til dansk, historie og tværfagligt med emner fra natur/teknik og billedkunst med tilhørende inspirerende lærervejledning. Bogen behandler stenalderens 3 perioder skiftevis fra en faglig og en fiktiv vinkel, der passer fint sammen. Bogen bygger på de kendte ideer fra Alle tiders dansk og har UV-differentiering som overordnet princip. Skiftet mellem fag- og fiktive tekster er med til at skærpe iagttagelsesevnen på indholdet uden at forsømme de rent faglige aktiviteter. Ordvalget er brugt med omhu ud fra en indlæringsmæssig synsvinkel og er let at forstå. Teksten er skrevet med korte linjer og stor linjeafstand afstemt efter målgruppen. Hvert opslag er indrammet af en frise, som er en farvelagt tegning i den fiktive tekst og farvefotos i fagteksten. Gode illustrative farvefotos i fagteksterne og brunlige tegninger, som underbygger den fiktive historie. Lærervejledningen kommer med forslag til såvel Storyline og tværfaglige forløb og har en fyldig liste over supplerende litteratur til emnet. Primært til undervisning på mellemtrinnet.